Kunsthåndværk og Håndværkskunst i Produktionshuset
Da vi seniorer endelig havde fundet frem til Produktionshusets reception i B&W’s kæmpestore
værftsbygning helt ude for enden af Refshaleøen, og fik sagt goddag til den tidligere
kapelmusiker på Det kgl. Teater, den teatervidende besøgsguide, Johnny Sølvberg, var der lagt op
til et par timer med spændende kik ind bag kulisserne – bogstavelig talt.
”I 33 år sad jeg nede i orkestergraven på Gamle Scene og spillede kontrabas til et utal af
forestillinger uden at vide en pind om, hvad der foregik oppe på scenen. Nu går jeg til
generalprøver og finder ud af, hvad det egentlig var, jeg spillede til”, fortæller Johnny. Og som
guide i det nye Produktionshus har han i tillæg fået endnu større viden om arbejdet bag kulisserne.
Masser af plads
Den gamle værftsbygning er enormt stor –
tasken: omkring
Gamle Scene, Skuespilhuset og Operahuset. Det omfatter værkstedafdelinger og effektmagasiner,
der leverer alt til scenearrangementer og forestillinger. Et skilt i receptionen henviser til Plastisk
værksted, Hånd- og samleværksted, Maskinværksted, Metalværksted, Malerværksted,
Tapetserværksted, Specialeffekter og Tegnestue. Dertil Administration, Mødelokaler og (vigtigt!)
– et stort kantineområde med egen elefant! Det kommer vi til senere.
Malerier på
Det er scenografen og instruktøren på en forestilling, der med baggrund i en forestillings
miljøer, handlingen samt skuespillernes bevægelsesmønstre, grundlægger det omfattende og
meget tidkrævende produktionsarbejde i de store og moderne indrettede værksteder.
Malersalen har et gulvareal på
Operaen på én gang (og 4 stk. á 10 x 19m til Gamle Scene). De sømmespå gulvet, og så træder
malerne ind med store penselkoste og maler efter scenografens kunstneriske forlæg. For at få
overblik over kæmpemaleriet findes en gangbro i ca.
alt er OK. De går derop ad en spindeltrappe, overtaget fra en Wagneropera. Det hedder trappen,
fordi den snor sig om en rund jernbjælke. Hvis der var ”hul” inden for spiralen, hedder det en
vindeltrappe. Så fik vi lært det!
Et bagtæppe af tykt lærred på næsten
sammensyede stykker. At bakse med dem kan være hårdt arbejde, så man har installeret en stor
symaskine på et elevatorgulv, der kan sænkes. Så er maskinens trykfod og nålegang nede i
gulvhøjde og man kan sy stykkerne sammen uden at skulle løfte dem.
Brug for Ole Opfindere
Det med at lette arbejdet gælder også for scenearbejderne, der skal flytte kulisser, møbler og
andre store genstande. Meget af det, der produceres, bliver derfor fremstillet af lette materialer.
Metaldele udføres så vidt muligt i aluminium. Hvad man ser på scenen af metalplader, jernstolper
og andre store metalstykker er malet træ eller plast.. Større stenfigurer er formet af flamingoskum
og malet. Johnny forbavsede os i receptionen ved at gå hen og løfte en kæmpestor ”sten”skulptur
uden at anstrenge sig!
Scenografer og instruktører finder ofte på finurlige installationer til scenerierne, som
håndværkerne, teknikerne og dekoratørerne må konstruere sig til. ”Hvordan gør vi nu det?” Et
eksempel er en scene med Askepots gang ned ad en scenetrappe. Her ville man have, at trappen
ruller sig ud for hvert trin, hun tager ud i luften – og samler sig sammen igen, når hun forlader
festsalen. Hvordan klarer man det? - Og hvordan laver man en naturtro elefant, der skal rulles ind
på scenen. Det er sådan én, man har udstillet i kantinen. Her kan man se, at den er lavet af kraftigt,
hudmalet stofmateriale, der kan krølles til hudfolder og draperes over et elefantformet stel.. Selv
snabel, ører og hale ser ud som på dyrenes i Zoo. For øvrigt kaldes den af uforklarlige grunde for
Hamlet!
Raritetskabinetter
Et af magasinerne indeholder alt muligt mellem himmel og jord til scenebrug, fra store og
små lysekroner, bornholmerure, skibsmodeller, en haj, spisestel, skibsmodeller, puder, ja, endog
en dukke, der forestiller en død soldat fra en Wagneropera – for blot at nævne lidt af det hele.
Et andet kæmpestort lager rummer møbler i alle stilarter, og specialinventar som fx
hospitalssenge og udstyr fra det nedlagte Kommunehospital (Johnny ”De var lykkelige for at
slippe af med det”). Det meste er noget, man i årenes løb har fået foræret. På en hylde står tre
slidte armstole med museumsværdi, som ikke må bruges på scenen. Den ene er en af det sæt stole,
dronning Margrethe har valgt til kongeværelset i Skuespilhuset. Den anden stol har været med ved
Napoleon den 3.´s kroning i 1852..
En diskret konge
Den tredje er Frederik IX’s ”grillstol”. Johnny fortæller, : ”Kongen var jo meget musikalsk og
var en yderst habil orkesterdirigent. Han kom ret ofte ind på Gl. Scene ganske uanmeldt for at se
en forestilling eller blot sidde og følge orkesterspillet i sit partitur. Kongen havde ikke lyst til at
sidde til skue i kongelogen, så vi satte en stol og en lampe ind ved det gennemsigtige net i
prosceniet. Der kunne han diskret følge med i det hele. Nettet kalder vi for ”grillen”, deraf navnet.
Jeg har selv spillet under Frederik IX’s taktstok og kan fortælle, at han var en ganske glimrende
dirigent. Jeg har spillet under en del udmærkede dirigenter, der afgjort ikke var så gode som
kongen, men jeg har selvfølgelig også spillet under nogle, der var meget dygtigere”.
Og lad os så lade tæppet gå ned for fortællingen her. Ved afgangen over til flæskestegen på
Holmen lod vi Johnny Sølvberg vide, at det havde været en spændende og morsom tur gennem
Produktionshuset. Han håbede til gengæld, at eventuelle mere eller mindre teaterfremmede fik lyst
til at købe billetter til de kongelige scener. For rundvisningerne var selvfølgelig også et led i
institutionens PR-arbejde.
Erik Aagesen (erikaa@dbmail.dk)