Landsarkivet Sjælland:

46 hyldekilometer Danmarkshistorie

 

        Gad vide, hvor mange gange i årenes løb, man er kørt forbi den meget store røde bygning med de lange gotiskagtige vinduespartier på Jagtvej uden egentlig at ænse den. Og registrerer man den endelig, spørger man sig selv, hvad den egentlig bruges til. Og udseendet får uvilkårligt én til at tænke: Det er nok noget kirkeligt.

        Men det er det ikke. Det er statens Landsarkiv for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, et af flere delarkiver, der tilsammen dækker hele landet

 

Alle mulige interesser

Vi besøgte det med Lena Finch i spidsen den 11.oktober og fik  i et par timer et godt indblik i arkivet, dets mangeartede arkivalier lagt på hele 46 km reolhylder i det over 100 år gamle hus og den lige så store nabobygning fra 1960erne, hvor rullereolernes mængde og vægt i tidens løb har fået bygningen  til at sætte sig, så de ikke længere ruller så nemt.

        På Landsarkivet kan man låne alskens arkivalier og gå på jagt efter de oplysninger, man ønsker i læsesalene, hvor der er fri adgang – man må dog kun medbringe papir og skriveredskaber. Man kan bestille arkivalier i forvejen og ellers bede personalet om hjælp.

        Og der er rige muligheder. Over 20.000 besøgende årligt, folk med alle mulige interesser, kommer for at kigge i arkivalierne Størstedelen er på jagt efter forfædrenes liv og levned, men der kommer også andre forskere og studerende, der finder materiale til en opgave eller et speciale. Man kan eksempelvis finde oplysninger om faderskabssager, adoption, skilsmisse, navneændringer, ejendomsskøder og servitutter og gamle motorkøretøjer. På afhentningslageret kunne man på papkasserne se utrolig forskellige emner, bl.a. var der én, der ville vide noget om nytårsaften 1973! På andre drejede det sig om modstandskampen, politik, folketælling, vandkvalitet, politirapporter - ja, man kunne blive ved.

 

Et bibliotek i højden

        Noget af det mest imponerende er, hvordan man har organiseret arkivalierne, så  medarbejderne har forholdsvis nemt til at finde rundt i den kolossale mængde informationer. Frem til brugernes ønsker. Man kan på løse arkivalier og - kasser mange steder finde påklistrede etiketter med stregkode. Så de er allerede langt fremme med computerstyringen.

        Godt det samme, for det sjællandske landsarkiv er ved at blive flyttet ud i nye omgivelser på Kalvebod Brygge, der er indrettet med et automatisk højlager reolsystem. Det er nye tider i biblioteksverdenen! Overflytningen er allerede i gang men ventes først færdig i slutningen af 2012.

 

         Efter besøget havde Lena arrangeret en overraskelse: Den obligate frokost blev indtaget på en nærliggende italiensk restaurant på Jagtvej med en delikat varm frokostret og et glas rødvin. Atmosfæren og malerierne af domkirken og Ponte Vecchio i Firenze fik rejseminderne frem (i hvert fald ved vores bordende) bl.a. om det årlige hestevæddeløb på den store plads i Siena med rådhuset, der i slutningen af 1800-tallet stod model til Martin Nyrops design af Københavns rådhus.

Apropos, så er Københavns rådhusplads umulig at lave hestevæddeløb i. Den er jo p.t. i et rod af Metrobyggeri. Den situation er Landsarkivet på Jagtvej af samme årsag også ved at komme i. – Men det er en helt anden historie.

Erik Aagesen