DR Koncerthuset:

Det begyndte i Den omvendte Flødebolle

        Det var en lang rundtur med trapper op og ned, over gangbroer og gennem lange gange over og under jordhøjde i det faktisk meget store bygningskompleks inde i den blå kube, som udefra skjuler DR Musikhuset i Ørestaden.

        Men det var absolut anstrengelserne værd at få et indblik i det komplekse byggeri, der

omfatter 3 musikstudier – eller musiksale skulle man vel hellere kalde dem – i tilgift til husets centrum Studie 1, den fantastiske koncertsal. Som man ved, bryder den med den gammelkendte indretning med tilhørerne siddende foran orkestret. Her sidder man i etager rundt om orkesteret, og op og ned ad orgelpulpituret, der skjuler sig bag en dekoration af lange metalrør, som formentlig skal illudere orgelpiberne inde bagved.Etagerne er uregelmæssigt placeret, og rummet synes langt større, end man fornemmer det på billeder.

        Man forstår, at der er arbejdet meget med at skabe den rigtige akustik, rumklang og andet, som kan give tilhørerne og radio/TV lytterne den bedst mulige, symfoniske oplevelse. Så koncertsalen er – sammen med de tre andre studier - naturligvis forsynet med teknik til at ændre de akustiske forhold under hensyntagen til solister, tilhørere og orkestrenes musikere.

        Foruden symfoniorkestret har DR som bekendt også Underholdningsorkestret og Bigbandet, der begge er kommet til senere, og som nu har fået optimale betingelser for programproduktionen. Din referent kunne bruge sider på at fortælle om DR Koncerthuset. Men det er gjort meget bedre på DR’s hjemmeside www.dr.dk. Jeg anbefaler, at du besøger den..

Fra 3 musikere til 100

        DR Symfoniorkestret har sine rødder helt tilbage i begyndelsen af 1920’erne. Det var den fra Tyskland netop hjemvendte kammersanger Emil Holm – det er ham, der har givet navn til kanalen gennem DR Byen – der fattede interesse for det nye radio-medie og hurtigt blev en central person og lederskikkelse i uviklingen af den danske radio, som med statens overtagelse af retten til radiosending i 1927 blev til Statsradiofonien med kammersangeren som øverste chef.

        Musikken var fra starten hans hjertebarn, og han igangsatte musiklivet i institutionen med en violin-cello-klaver trio. Den udviklede sig igennem årene, og først i 1931 var 3-mands ”orkesteret” blevet stort nok til at kunne kalde sig et symfoniorkester. Det blev nu først kaldt Radioorkestret. Det nåede gennem 30’erne med hjælp af internationalt kendte dirigentinstruktører anerkendelse som symfoniorkester. En af de vigtigste hjælpere var den højtestimerede dirigent Nicolai Malko, som faktisk nærmest blev orkestrets ”maskot” – for nu at sige det på den måde.   

Fra Købmagergade til Rosenørns Allé

        Kammersangeren var også ankermand i arbejdet for at skaffe egnede øve- og spillestudier.

Et af de første af slagsen i midten af 20’erne lå i en stuelejlighed i Købmagergade. Studiet var på 8 m2. Det blev med sine mange gardiner og draperier (akustikken!) af folkeviddet døbt ”Den omvendte flødebolle”. Herfra udgik musikudsendelserne med den omtalte trio. Kammersangeren, der for resten var en selvhøjtidelig herre med lettere diktatorisk tilbøjelighed, fik efter kort tid udvidet trioen til 11 musikere. Et par år efter var det blevet til 30 musikere, senere 60 musikere. Først i slutningen af 40’erne kom man op på 92 mand og fik egentligt symfoniorkesterstørrelse.

        Det krævede jo alt sammen mere plads, så undervejs lejede radiofonien sig ind i Axelborg, bygningen over for Tivoli, og kort tid efter i 1930-31 fik man plads i Det kongelige Teaters nybyggede Stærekassen – og dermed rådighed over bl.a. teatersalen som studie. Her boede Statsradiofonien meddet tilkommende og populære Louis Preils Radiodanseorkester, indtil man i 1940 kunne flytte det hele over i Radiohuset i Rosenørns Allé. Koncertsalen måtte man dog undvære, da ministeriet, radiorådet og den nye generaldirektør siden 1937, F. E. Jensen, nærmest saboterede færdiggørelsen. Den skulle tyskerne under besættelsen i hvert fald ikke have lov at lege med!

Dyrt men dejligt

        Og her levede DR Symfoniorkestret godt i 60 år, indtil det nu fik nye, større og fremsynede omgivelser at boltre sig i, et hus, som på alle måder synes second to none. Det gælder også prisen, som røg et milliardbeløb over budgettet.

        Den omtalte generaldirektør F. E. Jensen kom allerede i 20’erne ind som Radiorådets kommitterede i radioledelsen, hovedsagelig for at holde styr på budgetterne. Og det var der god grund til. For kammersangerens var tilbøjelig til at feje spørgsmål om, hvorvidt man havde råd til et projekt, blot at sige: ”Åh, hvad! Vi har jo penge nok”. Måske skulle man have haft et par ekstra F.E.’er med ved gennemførelsen af det nye koncertsalsprojekt.

Erik Aagesen