Den gule murstens”katedral”

Altså, en katedral er den ikke! Den mangler et bispesæde, men den er lige så stor. Faktisk er Grundtvigskirken lige så stor som Domkirken i Nørregade.

        I 15 år fra 1935 kunne jeg som dreng og ung hver dag fra vores altan, halvvejs oppe på Søborg Bakke med frit udsyn et par km over til Bispebjerg, sige goddag til Grundtvigskirken i fuld profil. Jeg har dog siden da sjældent besøgt denne monumentale kirke. Da vi 30 seniorer i april besøgte den, var det for mig første gang i mange år – men igen en oplevelse, hvad det nok også har været for alle andre på holdet.

        Det er et meget stort, harmonisk og smukt kirkerum, man kommer ind i. med de 22 meter høje piller, der bærer loftsrundingerne i det tredelte kirkerum. Alt i kirken, inklusive alter, døbefont og prædikestol, er bygget af hvidgule mursten, som med slebne overflader blødt rundkaster lyset fra de meget høje vinduer i korrundingen bag alteret.

        Sådan oplevede vi det, da vi sad oppe nær alteret og af kirkens organist emeritus Thomas Viggo Pedersen fik fortalt historien om kirkens tilblivelse og om N. F. S. Grundtvig, den store dansker (1783-1872), der gennem 1800-tallet på en række områder satte sit meget stærke præg på kristen og national tænkning, på  folkeoplysningen i 1800-tallet og en række andre områder. Hans biografi hos Google fylder næsten som to fulde tekstsider i Politiken.

        Her kommer en lægmands stærkt forkortede udgave:

Kreativ og produktiv åndsfyrste . .

        Grundtvig var utrolig kreativ og arbejdsom, skrev kirkelige bøger, lavede oversættelser, var huslærer og ind imellem præst ved flere kirker. Han var utrolig belæst, historieprofessor, og han skrev afhandlinger, historiske og andre litterære værker plus større oversættelser. Hans salmedigtning siger sparto til alt: Den danske salmebog rummer i alt 791 salmer, i sig selv et kulturelt storværk. Af dem har Grundtvig skrevet 170 og har oversat eller på anden vis bearbejdet 100 andre.

       Digterpræsten fik endda tid til også at være medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848. Han fik tillige igangsat folkehøjskoler foruden at være åndelig drivkraft ved oprettelsen af Andelsbevægelsen. Præsten Grundtvig grundlagde den folkekirkelige retning kaldet grundtvigianismen, baseret på hans grundtanke: ”Menneske først, kristen så!” Man har kaldt retningen for ”den glade” kristendom over for den anden kirkelige retning, den noget mørke og tunge Indre Mission.

Mange ideer i spil

        Vores vidende vært, organist T. V. Pedersen, kunne fortælle, at der først  for alvor kom gang i ideerne til et mindesmærke omkring 1913, 40 år efter Grundtvigs død i september 1872. Og spillet blev en årelang affære med mange forskellige forslag, lige fra at bygge et klokketårn, der kunne spille melodier til nogle af hans salmer, over en statue, til en kirke. Der blev sat indsamlinger i gang over hele landet hen ad vejen, efterhånden som ideerne blev dyrere og dyrere at realisere.

Staten var fra starten gået ind med et krone-for-krone tilskud og det hele endte så med, at der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om en kirke. Den blev som bekendt vundet af P. V. Jensen Klint, der i øvrigt ikke var arkitekt men ingeniør. Til gengæld var han kunstnerisk meget velbegavet.  

        I de forløbne år havde det været diskuteret kraftigt, hvor forslagene skulle placeres. (Jeg kan her lige indskyde, at det eneste af dem, ud over kirken, der blev til noget, er den statue, der i dag står i Vartov på hjørnet af Studiestræde i København).  Det blev vedtaget, at kirken skulle placeres  ligesom de gamle landsbykirker, nemlig på den højeste bakke ved landsbyen med koret mod øst og tårnet mod vest -  for at markere Grundtvigs arbejde for landboerne. Og hvor fandt man så det sted? På toppen af Bispebjerg i byens udkant, der dengang var bar mark.  

        Grundstenen blev lagt på Grundtvigs fødselsdag den 8. september 1921. Det tog 7 år at bygge det trespirede tårn med de karakteristiske kamtakker (som ses på mange landsbykirker) og dets facade, der minder om et orgel. Jensen Klint var perfektionist til fingerspidserne og krævede det samme af alle sine medarbejdere - selv murerne måtte til ”kvalitetseksamen” hos Jensen Klint, inden de fik lov at gå i gang. Fem murere byggede tårnet, og siden kom 5-6 flere til

En katedral af 5 mio. gule mursten

        Tårnet blev indviet som midlertidig kirke i december 1927, og byggeriet gik videre under P. V. Jensen Klints ledelse og tætte kontrol. Det berettes, at han, hvis han opdagede selv en mindre fejl i murerarbejdet, meddelte mureren, at ”det er ikke med i tegningerne. Lav det om!”. Kvalitetskravet skulle efter sigende have påvirket en murer så meget, at han efter at have lavet en betydningsløs og usynlig fejl og haft en søvnløs nat derover, selv gik til Jensen Klint og fortalte om det, så han måtte lave arbejdet om. Jensen Klint døde i 1930 og sønnen Kaare Klint fuldførte kirken, medens sønnesønnen Esben tegnede det store orgel og lysekronerne.

         Murerne har gjort et fantastisk flot stykke arbejde. De 5 millioner(!) gule mursten er brugt på en kunstnerisk måde langt uden for normalt murerarbejde. Jensen Klint har (citat) ”som middelalderlige bygmestre indbygget en mængde enkle talforhold (*), der giver kirkerummet og hele bygningen en harmoni, som øjet finder hvile i.

        Kirken blev indviet på Grundtvigs fødselsdag i 1940. Det er fortalt, at allerede medens han levede, fremkom ideen til en statue til hans ære, hvilket den gamle herre fandt rimeligt.

Han forestillede sig næppe, at det kunne ende med en kirke i katedralstørelse på Bispebjerg.

(Erik Aagesen)

(*) Vores vært, den ældre organist, refererde bl.a. til Fibonacci talrækken. Den bygger på, at hvert tal er lig med summen af de to foregående tal, altså 2-3-5-8-13-osv. Det er påvist, at den genfindes i de harmoniske dimensioner i naturen. De af os, der for nogle år siden var med på Geologisk Museum fik dengang  vist, at  eksempelvis et sneglhus’s spiral indvendigt vokser ud til mundingen efter Fibonacci. Eaa.