Christianshavn

Alle folk vil måbe

ad hat og sjal og kåbe,

når du går tur på volden

store bededags kvæld.

Borgermænd og koner

og høje rangspersoner

går aftentur på volden

store bededagskvæld.

        Mogens Dams udgave af sangen fra ”Easter Parade” (med Judy Garland og Fred Astaire, melodi Irving Berlin)

faldt mig ind, medens vi seniorer på Christianshavns-rundturen få dage efter Bededagen netop stod på selv samme

vold og fik endnu et af Allan Mylius Thomsens spændende tidsbilleder af livet på Christianshavn – denne gang om

skikken med at gå hjem efter spadsereturen og spise varme hveder til aftenkaffen eller teen.

        Det kom sig af, at der i slutningen af 1600-tallet og i 1700-tallet var en lang række bods- og bededage. Der

blev lavet reformer af flere omgange, som decimerede antallet af den slags helligdage, indtil Struensee kom til.

Den store Bededag blev opfundet ca. 100 år før hans tid, men han overførte endnu en gang en række tilbageblevne

helligdage til Bededagen for, som han mente  kunne anvendes bedre til ”arbejde og nyttig gerning”. Men på

Store Bededag måtte ingen arbejde – selv ikke bagerne! Så de fandt på at bage hvedeknopper dagen før,

som så kunne spises til aftenteen på selve dagen. Siden er det så blevet den tradition, vi kender i dag.

        Vores byhistoriker, Allan Mylius, havde i det herlige forsommervejr mange andre lokalhistorier og

anekdoter til fals – christianshavnerdreng er han nemlig. Inden vi forlod volden, pegede han over mod Amagergade

og viste os tagryggen af Huset på Christianshavn og foran den huset med Rottehullet. Han fortalte, at sidstnævnte

aldrig har eksisteret. Når flyttemand Olsen, vicevært Meyer og de andre sås gå ind i beverdingen, var der et antikvariat

bag døren. Rottehullet var bygget op ude hos Nordisk Film i Valby.

Tårnet, der snor sig ”avet om”

        Men turen startede ved Vor Frelsers Kirke i Sct. Annæ Gade, den største af bydelens to kirker  

(den anden er Christianskirken inde ved Knippelsbro). Her fik vi historien om spiret med den snoede trappe,

som hofarkitekten Lauritz de Thurah lod løbe ”avet om” (mod uret) efter sigende mod kong Frederik V’s ønske,

som var, at den skulle have løbet højre om. Det påstås, at arkitekten af den grund begik selvmord ved at hoppe

ud fra tårnet. Men det er løgn og latin. Han døde fredeligt 9 år efter færdiggørelsen, og kongen var i øvrigt udmærket

tilfreds med resultatet.

        Og så gik det ellers derudad med fortællinger om Christian Firtals Christianshavn, der blev bygget som et f

orsvarsanlæg med lige gader på kryds og tværs (som fx Fredericia) og kanalen midt ned igennem det hele. Den

deler Christianshavn i, hvad man dengang kaldte Øvre By (mod Amager) og Nedre By (mod København).

Heraf er med tiden opstået de ejendommelige gadenavne Overgaden oven Vandet og Overgaden neden Vandet.

”Det’ Ama’r Fælled!”

        Bydelens historie er lang, men vi fik med Allan Mylius som hurtigsnakker et indblik i byudviklingen og

livsformerne gennem de 400 års udvikling og liv frem til i dag, hvor man stadig

kan se fordums borgerhuse og tidligere lejekaserner, kvindefængslet og tugt-, rasp- og forbedringshuset,

portrætbusten af Martin Andersen Nexø, der blev født i Sankt Annæ Gade, samt det sidste møllehus på volden,

hvor møllehatten mangler, fordi Nationalmuseet ikke ville bekoste, at den kom tilbage. Vi så Burmeister & Wain’s

bygninger i Strandgade og fik historien om konerne, der hver lønningsdag for en sikkerheds skyld troppede op i stort

antal for at få fat i mandens lønningspose med grundlønnen. Den anden pose med overarbejdspengene blev ofte gemt

væk i den anden lomme! Og så var der datidens narkohunde, som dog her skulle lugte sig frem til skinker og

pølser m.m., som handlende ville smugle forbi accise- (told-) boden uden for byporten. Længere ude på fælleden

lå rettergangsstedet, hvortil selv samme var flyttet inde fra Gammeltorv, og hvor halshugninger foregik nærmest

som en større folkeforlystelse. Den sidste, københavnske henrettelse på stedet skete den 22.april 1845, og siden

har københavnerne brugt den der med at sige ”Det’ Ama’r Fælled” og føre håndkanten hen over halsen, hvis nogen

tvivler på, at man taler sandt.

        Det sidste stykke vej ad Strandgade forbi Asiatisk Plads og hen til frokostrestauranten, var der enighed om, at

Allan Mylius nok talte sandt hele vejen. Han brugte nemlig ikke den med håndkanten over halsen på sig selv. Skulle

der være faldet en mindre usandhed af undervejs så skidt med det. Det var en lang og spændende fortælling

han gav os. (Erik Aagesen)