IBM Klubben, seniorsektionen

Forside  Formål Historie Sektionsledelse Arrangementer Fra medlemmer  Tilbud  LINK

2008 -Skagensmalerne på Arken 24. april

 

Skagensmalerne:

Sandheder med modifikation

 

     Skagensmalerne – med Michael og Anna Ancher, P. S. Krøyer, Christian Krohg og Laurits Tuxen som nogle af de mest fremtrædende – gav os 40 seniorer en stor oplevelse under rundturen på museet Arken en torsdag i april. De udstillede malerier viste os en række kunstværker, som vi i dag betragter som nationalskatte, malerier der beskriver det idylliske kunstnerliv på Skagen og som en slags modsætning fiskerbefolkningens mere barske hverdags- og arbejdsliv. Udstillingen er lagt an på at vise, at de enkelte billeder ikke altid er så dokumentarisk ægte, som man måske kunne tro. Det afsløres bl.a., at fiskerne ofte stod model i konstruerede opstillinger mod betaling og eksempelvis, at der i det berømte billede ”Hip-hip-Hurra” ses personer, der ikke var med til fødselsdagsfesten.

 

 

 

Enkelte billeder er malet efter fotografisk oplæg. Arkens formidlingsark fortæller, at ”Skagensmalerne er formidable til at forføre deres publikum. De skaber nærvær og intimitet i deres værker, og de er gode til at sløre deres kunstneriske greb og virkemidler”.

     Rundviseren Stine gav os spændende detaljer om livet på Skagen i det intellektuelle kunstnerkollektiv og i fiskerbefolkningen, der vist var for forskellige til at kunne komme hinanden på nærmere hold. Som der står i formidlingsarket: ”I Skagen var der langt til den moderne og industrialiserede storby, og det tiltrak malerne…..De ville lave selvportrætter. Også indirekte ved at fremstille sig selv diametralt modsat af de uciviliserede skagboer og det præmoderne Skagen.”

     Det var interessant at få et indblik i baggrundene for de dejlige billedfortællinger, som skagensmalerne har givet os. Om et billede så er helt sanddru eller ej betyder kun lidt. Det er stadig vor egen meddigtning, der giver os den stor oplevelse af de udstillede mesterværker.  

Erik Aagesen