Det var det dejligste forsommervejr den onsdag efter Pinse, da vi 35 seniorer med arrangøren Leif Rasmussen i spidsen mødtes ved Esrum Kloster for at høre om livet i og udenfor dette meget store bygningsværk fra 1100-tallet. Vi blev budt velkommen på Møllegårdens loft af Per Mygind, der fortalte om et projekt for at skaffe ørrederne tilbage til Esrum Sø efter 800 år. Mere om det senere. 

Det stod i 400 år 

     Esrum Kloster fra 1151 var et af de største af de mange cistercienserklostre i Europa, som alle har deres rod i Cistercienserordenen, grundlagt i Citeaux, Frankrig i 1098. Klosterets historie er lang. Erling Tønder, vores entusiastiske, vidende og lunerige guide, lokalhistoriker og medlem af foreningen Esrum Klosters Venner, beklagede meget, at han kun havde en time til at fortælle os om Møllegården og klosteret. ”Skal I have det hele med inklusive alle anekdoterne, tager det 4 timer”, forklarede han. Alligevel fik vi meget med. Men også undertegnede må nødvendigvis gøre historien kort.

     Esrum Kloster blev grundlagt kun 6 år før Valdemar den Store blev konge. Klosteret drev gennem århundrederne landbrug og fåreavl m.v. og voksede sig efterhånden så stort, at dets jordtilliggender omfattede omkring en tredjedel af Nordsjælland. Klosteret brændte et par gange og blev genopbygget og udvidet til et enormt kompleks af bygninger, der rummede 70-80 munke og lægbrødre med  flere, i alt omkring 300 personer. Klosteret blev udvidet hen ad vejen med en meget stor katedral og tilbygninger. Efter reformationen i 1536 blev de resterende få munke flyttet til andre klostre, og Esrum kloster blev revet ned. I dag står der kun en senere tilkommet tilbygning til klosteret. Efter reformationen overgik klostergodset til kronen, in casu staten. Og den resterende tilbygning har gennem århundrederne været brugt til lidt af hvert, bl.a. jagtslot, dragonkaserne, stutteri. amtstue, og fra 1930’erne bl.a. som magasin for Nationalmuseet.

Møllen kom – ørrederne forsvandt

I dag rummer bygningen et museum, der bl.a. viser hvordan, livet formede sig for munkene gennem århundrederne – et meget asketisk liv med totalt taleforbud døgnet rundt og kyskhed så streng, at selv tanken om kvinder skulle bekendes over for abbeden til idømmelse af bod. Munkene levede af brød, grøntsager og fisk – alt imens de arbejdede for den driftige cistercienserorden, der skabte det meget store kloster.

Noget af det tidligste, de skabte var en vandmølle i åen ved klosteret. Og her er det, at Per Mygind og Esrum Ålaug kommer ind i billedet. Der har nemlig ikke været ørreder i Esrum Sø de sidste 800 år(!). Og det er munkenes skyld. Deres åmølle lukkede nemlig af for ørredernes vandring ud i havet og tilbage igen efter 2-3 år til gydepladserne i søen. For nogle år siden gik Ålauget i gang med et projekt, der skulle bringe ørrederne tilbage til Esrum sø. De fik lov til at oprette et klækkeri i den nuværende mølle (som i øvrigt er Christian Firtals værk; hvad har han ikke været med i?) Lauget fik tilladelse til elektrofiskeri, hvor ørreder bedøves og malkes for rogn og sæd, der blandes i klækkekarrene. Yngelen sættes derefter ud i Esrum Å og andre åer i Nordsjælland. For få år siden fik man tilladelse til at grave en kanal uden om mølleværket i håb om, at man atter – efter 800 år - kunne få ørrederne til selv at finde vej fra Esrum Sø til havet og tilbage igen.

     Per Mygind har efter eget udsagn været med i ålauget hen ved 20 år. Han fortæller, at projektet er ved at lykkes. Og det må da siges at være et vældig positivt resultat af et stort arbejde for naturgenoprettelsen i og omkring Esrum Sø.

(Erik Aagesen)