|
Livet i en filmby Kors, hvor regnbygerne var kraftige den dag i august, da vi 50 seniorer i to hold travede rundt i halvanden time på filmvirksomheden Zentropas store område i Filmbyen, nede i bunden af Avedørelejren, sammen med vores to guider Vibeke Nielsen og Karsten Baun, henholdsvis skuespiller og universitetsstuderende. Det hjalp en hel del, da de to i al hast ved starten fremskaffede paraplyer til dem af os, der var blevet forledt til at stole på morgenens solskinsvejr. Men det blev trods vejret en spændende dag i Filmbyen bagerst i Avedørelejren hos filmselskabet, der er kendt i det meste af verden for de såkaldte dogmefilm -. et produktionsbegreb, der kræver håndholdte kameraer, forbud mod atelieropbygning og kunstige lyssætninger, nul underlægningsmusik, samt at skuespillerne (så vidt jeg husker) skal optræde i eget tøj. Zentropa har produceret mere end 70 spillefilm siden starten for 16 år siden og kan, ifølge Politiken, derfor kalde sig Nordens største produktionsselskab. Det blev dannet af de to ildsjæle og dogmefaddere, instruktøren Lars von Trier og filmproducenten Peter Aalbæk Jensen – kendt som Ålen (!). Gode gamle Under rundturen kunne vi af praktiske grunde desværre ikke komme indenfor i det store filmstudie eller det avancerede lydstudie, hvor man bl.a. lægger stemmer og lyde til reklamefilm og tegnefilm m.v. Lidt teknisk information blev det dog til, da vi senere kom indendørs på ”klippegangen”, hvor man tidligere på klippeborde saksede og splejsede færdige resultat. I dag optages film med videokameraer, og klippearbejdet sker elektronisk på computere. Derefter overføres resultatet til den gode gamle Der er dog instruktører – bl.a. Lars von Trier – der stadig sværger til optageteknikken. Den siges bl.a. at give en mere naturlig farvegengivelse. Men det er en dyrere fremgangsmåde, for bl.a skal optagelserne overføres til computer for klipning og derefter skal den færdige film overføres til en ny 35 mm råfilm igen. Et seriøst og muntert foretagende Under rundgangen blev vi præsenteret for anekdoter om hændelser, rutiner og traditioner, der forstærkede indtrykket af en god stemning i det store forum af kreative mennesker med Peter Aalbæk i spidsen – i en interviewartikel i Politiken kaldet ”provokatør og festoriginal med høj cigarføring”. Eksempelvis ser man på en græsplæne en flot og stor svømmepøl, som Aalbæk fik gravet ud i stedet for et halvt så dyrt bassin til undervandsfotografering. For så kunne personalet da få sig ens svømmetur i arbejdstiden! Han skaffede nogle af pengene ved at stille sig til rådighed for Berlingske Tidende i reklamespots, hvor han optrådte nøgen, kun med en Berlinger som figenblad. Et andet sted på grunden, lidt afsides, står en hadegave, en sigende væder kraftigt, når han træder af på naturens vegne! Han har også tænkt på manuskriptforfatterne og instruktørerne. Et sted står nogle komfortable, mindre lysthuse, hvor de kan sidde i fred og ro og arbejde uforstyrret med deres projekter. Apropos manuskriptforfatterne: Ovre i klippegangen står der en montre med Carl Th. Dreyers store røde, kinesiske tekop. Når en forfatter har fuldendt sit værk, går han traditionen tro over og sætter sit sammenrullede manus ned i koppen og indvier dermed sit værk til den hedengangne filmmester. Morgenmøder med salmesang Vi endte i administrationsbygningen – formentlig en ombygget værkstedshal fra militærtiden – med et stort alrum i midten og højt til loftet. Herinde er der enkelte spillemaskiner, et podium med musikinstrumenter og et stort sofaarrangement, hvor Aalbæk efter sigende holder møder og arbejder, fordi han faktisk ikke har noget kontor selv. På den høje væg bag musikinstrumenterne hænger, vel hundrede, plaketter og diplomer, og på en hylde står en ensom Bodil statuette. En (mumificeret?) kæmpegedde er der af ukendte grunde også blevet plads til, og meget overraskende: en tavle med nummerhenvisninger til Højskolesangbogen! Man slutter nemlig altid fredagens morgenmøde for medarbejderne med at synge et par sange fra sangbogen - som oftest salmer, for Peter Aalbæk Jensen er for ingenting præstesøn. . Det og alt det andet muntre og seriøse, vi oplevede, blev der talt om ved den efterfølgende
frokost og der kunne nok være enighed om, at besøget, som Lena Finch havde arrangeret, var en
succes, trods våde fødder og tøj. Vejret kunne hun jo da ikke gøre for. (Erik Aagesen erikaa@dbmail.dk)
|
